1 %
De bønder, der flyttede fra landet til storbyen, blev en kaotisk eksplosion i de københavnske brokvarterer. Femetagers huse fulde af små lejligheder. To værelser og et kammer og lokum i gården. Territoriale rektangler på ganske få, stenbelagte kvadratmeter, som blev håndhævet af en sværm af nussede unger med små knytnæver og hjemmelavede træspyd.
Ude fra tidlig morgen til sen aften så mødrene kunne lave mad og få orden på den lille, fugtige bolig.
Gymnastiklæreren i kommuneskolen gennemgik i træningstøj rituelle serier
af disciplineret motion foran ungerne i snorlige rækker.
Rotterne pilede lodret op ad murene, og børnene hostede og havde bygkorn,
der sprang fra unge til unge på minutter. Verden skrumpede dag for dag, og
amerikanske idealmodeller for det gode liv kravlede op under skørtet og ind i
røven på husmødrene, når de udvekslede brok med hinanden over tynd kaffe
og kvadratiske sandkageklodser.
​
Med statens ekspansive velsignelse skulle familierne ud af baggårdene og
tilbage på landet. Ikke tilbage til landsbyens genetisk kodede kompleks af ansvar,
smålighed og sammenhold. Familierne skulle ud på eksproprierede marker tæt
på værfterne og fabrikkerne.
Arbejderfamilierne skulle transformeres til parcellister, og børnene skulle have
en ungdom. Nogle kom nordpå, nogle vestpå. Vi kom sydpå til lorteøen og
reetablerede os midt i et internationalt opsving finansieret af Mickey Mouse-penge.
Øverst i hierarkiet var de nye parcellister, hvor fædrene skulle spæne for at forrente huslån, og weekenderne bruges på at plante hæk og bygge carport. I midten familier, der fik en ordentlig lejlighed med bad og altan i boligkarréer med grønne plæner mellem husene. Lejlighederne var bygget til børnefamilierne, men blev støt og roligt også hjem for den enlige, koldpermanentede mor og hendes unger, der dermed udgjorde det nederste lag i den tredelte udflytterhær.
Med eksplosive mængder af adrenalin i vores bulede kroppe skulle vi arbejde i gruppe, mene noget, tale pænt og sidde stille i skolen. Næringen i vores Kreidler-liv kom fra hvide, firkantede papbakker med pomfritter i en vammel grød af gul, sukret remoulade.
De hårde drenge kom fra de flade, gule etplanshuse, hvor tiden stod stille bag de blyindfattede ruder og gardisettegardinerne. De kom også fra karréerne, hvor deres fabriksmødre røg rød Look og måtte snige sig til fysisk nærhed med mænd, der ikke ville have
dem. Drenge, der mødte Bent den ene weekend, for så at møde Preben og Niller de næste. De var rodløse, men ikke onde, og havde der kun været dem, var det endt, hvor det skulle. Men banderne bestod også af en tredje type. Dem, der kunne lede og organisere. De kunne trampe folk i bærret. De kunne definere og fortælle en kultur, som andre drømte om at være en del af. De var forudsætningen for terrorregimet. De var den ene procent, der formede fortællingen om broderskab og pakkede den ind arkaisk vikingenonsens.
Opløsning af familien, elendig mad og dårligt tv dannede grundlag for den gradvise professionalisering af det, der startede med at være en midlertidig flirt, men blev selve livet for de få. Hierarkiet, uniformen og den gysende glæde ved, trods alt, ikke at være nederst, hvor ydmygelserne var konstante. Det kit, der holdt banderne sammen, var af samme slags som det, der knyttede den pryglede arbejdsdreng til værkstedet. At han en dag var fuldgyldig, blev lærling og svend, og selv fik retten til at ydmyge de nye.
En verden defineret som en langemand til samfundet, men gennemsyret af sin egen konservative og brutale logik. Et sammenhold med lige dele broderlig tryghed og afsindig vilkårlighed. Lussingen hang nu i baren, som den engang sad løs ved spisebordet. Frygten var herre. Vi var helt sikkert nogle brutale idioter, men vi kom ikke fra en anden planet. Vi var i virkeligheden startpistolen til et amokløb, der i ekspresfart sked hårdt tilkæmpede arbejderværdier direkte ud i lokummet. Vi var profeterne: At holde med de stærkeste. At fortælle kulturen som noget ganske særligt. At beskrive vores verden som den eneste mulige. Løgnagtigt at plukke i historiske begivenheder og gøre dem til vores samlede dna. At lade angsten buldre i dem, der skal udnyttes. At skaffe og berige os selv ved at trampe på de svageste. At markedsføre vold og krig som nødvendigt. At ydmyge de svageste. At hælde de ubemidlede ned ad slisken mod dummebøde-rentedøden.
At definere og simplificere en åbenlys fjende og i fuld offentlighed hade dem ad helvede til. At vækste eller dø!
For ikke så længe siden annoncerede de finanskrise. Alt det, vi opfandt i vores kyniske drengerøvshjerner, er ophøjet til nationalkultur. Grådigheden har lejret sig ind i hver en sjæl som en ond bacille, og vi er blevet overhalet af dem, vi prøvede at skræmme.
